| |
Aflad og afladshandel fremhæves ofte som et særligt kendetegn for middelalderen, og salg af "afladsbreve" er ligefrem blevet et fast indslag på middelalderfestivaller rundt om i Danmark. Men hvad er egentlig aflad? Begrebet er nok lidt fremmed for de fleste danskere, ikke mindst fordi det med reformationen og Luthers kritik kom til at inkarnere alt det, som protestanterne ikke brød sig om ved paven og katolicismen.
Læs her om:
Afladens historie - kort fortalt
Definition af aflad
Hvordan afladen virker
Aflad i praksis
Betingelser
Korstogsaflad
Aflad for bønner
Afladens inflation
Afladshandel og afladsbreve
Litteratur og videre læsning
Afladens historie - kort fortalt
Afladen opstod omkring 1035, hvor der blev givet aflad til folk, der besøgte eller gav bidrag til bestemte kirker i Nordspanien og Sydfrankrig. Den lader ikke til at have været særligt udbredt i 1000- og 1100-tallet, men da pave Urban II udråbte Det Første Korstog i 1095 lovede han fuld aflad til korsfarerne, og alle senere korstog var kendetegnede ved, at deltagerne fik tildelt aflad. Indtil år 1300, hvor jubelårene blev indstiftet, kunne man kun få fuld aflad ved at tage på korstog. Under et jubelår får alle besøgende ved de 7 valfartskirker i Rom fuld aflad. Handel med afladsbreve hører til den senmiddelalderlige periode, og den tog rigtig fart i 1470'erne med omrejsende afladshandlere og udnyttelsen af trykkekunsten. I 1517 indledte Martin Luther sin kritik af pavekirken med et angreb på denne afladspraksis. Aflad eksisterer stadig i den katolske kirke, men den spiller ikke nogen stor rolle, og man kan ikke længere købe afladsbreve.
Definition af aflad
Aflad vil sige eftergivelse af timelig straf for synd, dvs. af bodsstraf eller af straf i Skærsilden.
Begrebet forudsætter den katolske opfattelse af synd og tilgivelse: når man har syndet, bør man bekende det for sin præst, som kan give en syndernes forladelse. Dermed har man fået Guds tilgivelse for synden, og man undgår at lide den evige straf i Helvede for den. Selv om man har fået tilgivelse, kan der imidlertid alligevel være noget, der skal sones, for at genoprette ens gode forhold til Gud. Det er denne soning, der kaldes den timelige straf (fordi den er timelig, dvs. afmålt i tid, og ikke evig). Denne kan have form af bodsstraf i dette liv, som regel faste eller almisser, eller af straf i Skærsilden.
Det er eftergivelse af større eller mindre dele af denne timelige straf, der er aflad. Aflad er altså ikke det samme som syndsforladelse. Faktisk er det en forudsætning for at søge aflad, at man allerede har fået syndernes forladelse.
I begyndelsen blev aflad opfattet som eftergivelse af en bestemt del af ens bodsstraf. F.eks. betød 40 dages aflad eftergivelse af 40 dage af den bodsstraf, man i forvejen var blevet pålagt. På samme måde betød fuld aflad eftergivelse af hele den i forvejen idømte bodsstraf. Senere begyndte man imidlertid at forstå aflad også som direkte eftergivelse af tid i Skærsilden.
I middelalderen regnede man med, at der var et bestemt mål af straf for enhver synd, og hvis man ikke nåede at sone den i form af bod her i livet, så blev den overført til Skærsilden, hvor den var 10 gange værre. F.eks. regnede man med 7 års bod for alvorlige synder som mord, hor og tyveri. For at tage renter var der 3 års bod, og for en lang række mindre synder som f.eks. fuldskab var der 40 dages bod. Det kunne blive til en hel del, når det blev lagt sammen, og derfor var der stort behov for aflad.
Hvordan afladen virker
Teologien om afladens virkning er lidt indviklet, og her er først et billede af, hvordan man mente, afladen virkede i højmiddelalderen.
Nederst ses Skærsilden, hvor sjælene renses i ild. De kan trækkes ud af ilden og op i Himlen ved hjælp af gode gerninger som f.eks. at give almisser til de fattige, og ved hjælp af præsternes forbøn og sjælemesser. En anden god gerning, som gav aflad, var at tage på korstog.
Øverst ses Himmelborgen, det himmelske Jerusalem, hvor de frelste sidder trygt sammen med Kristus.
Bemærk snoretrækket!
Det er bemærkelsesværdigt, at afladen havde eksisteret som praksis i omtrent 100 år, før den første gang blev nævnt i et teologisk værk. Det skete med Peter Abelards "Kend dig selv" fra 1130'erne. Abelard hævdede, at denne praksis burde afskaffes, og satte spørgsmålstegn ved, om biskopperne overhovedet havde magt til at eftergive bodsstraf, og om den ikke blot ventede i Skærsilden istedet for.
Næste gang afladen dukker op i teologiske skrifter er i 1160-70'erne, og i de følgende par generationer udspillede der sig en diskussion om, hvordan man kunne sikre sig, at afladen virkede - altså sikre sig, at straffen faktisk blev eftergivet, også af Gud, og ikke blot blev overført til Skærsilden, hvor den jo var 10 gange værre.
I starten forklarede teologerne, at den gode gerning, som man skulle gøre for at få del i afladen, kunne gælde for en del af den bod, man egentlig skulle have gjort. Hvis man for eksempel hjalp med til at bygge en kirke eller tog på korstog, kunne dette gå istedet for (en del af) boden. Samtidig kunne en stor og inderlig anger hos synderen også betyde, at han ikke behøvede at gøre så lang tids bod.
Endnu vigtigere blev imidlertid tankerne om de troendes fællesskab og stedfortrædende bod. En bodsudøver kunne få hjælp fra sine med-troende og behøvede ikke at udføre hele boden selv. Dette fællesskab omfattede også de døde helgener, og deres overskud af gode gerninger kunne så at sige overføres til bodsudøveren. Aflad kunne således forklares på den måde, at biskoppen eller paven, som udstedte afladen, bestemte, at en vis mængde af gode gerninger blev overført til modtageren af afladen.
Denne udlægning fik vægt bag sig med læren om Kirkens skat, Thesaurus ecclesiae, som blev formuleret omkring 1230. Ifølge denne lære kan Kirken dele ud af ikke bare helgenernes fortjenester, men også af selve Kristus'. Kirkens skat består af de overskydende gode gerninger fra helgenerne, martyrerne og Kristus, som alle led mere end de havde fortjent. Og eftersom Kristi fortjeneste er uendelig stor, så er Kirkens skat også uudtømmelig.
Dermed havde man løst problemet om, hvorvidt straffen blot ventede i Skærsilden, fordi den ikke var blevet sonet. Kirkens foresatte kunne som formidlere af Guds nåde uddele Kristi fortjeneste og på den måde forkorte den timelige straf for dem, der var værdige til det.
Som sagt var Kirkens skat uudtømmelig, men allerede i 1215 var der dog blevet lagt begrænsninger på biskoppernes magt til at give aflad. Da blev det bestemt, at biskopper højst kunne give 40 dages aflad. Derimod blev der ikke lagt begrænsninger på pavens afladsmagt.
Der gik altså ca. 200 år fra de første eksempler på aflad o. 1035 til formuleringen af teorien om Kirkens skat, som kunne begrunde den. Omvendt er den teori, der blev formuleret af 1200-tallets teologer, i store træk stadig gældende i den kanoniske ret idag.
Aflad sættes som regel i forbindelse med afladshandel og afladsbreve.
I virkeligheden var køb af afladsbreve kun en af flere måder at få aflad på.
Læs her om:
Betingelser
Korstogsaflad
Aflad for bønner
Afladens inflation
Afladshandel og afladsbreve
Litteratur og videre læsning
Betingelser
Opnåelse af aflad forudsætter, at man har bekendt sin synd, at man angrer den, og har fået syndernes forladelse hos sin præst. Derudover skal man gøre et bestemt afladsværk, dvs. en god gerning.
I dag vil det først og fremmest sige at valfarte til bestemte kirker, som har fået tildelt afladsprivilegium, men i middelalderen kunne afladsværket også være at tage på korstog, at sige bestemte bønner, at give penge til de fattige, eller til opførelsen af en bestemt kirke. Det er dette sidste, man kalder at købe aflad, men ellers var aflad ikke noget, man købte.
Korstogsaflad
Allerede deltagerne i Det Første Korstog (1096-1099) blev lovet aflad, såfremt de drog afsted "ikke for ære eller penge, men for hengivenhed til troen alene".
Der blev tildelt aflad til deltagerne i alle senere korstog, både dem til Det Hellige Land, til den spanske halvø, og i Østersøområdet, og mod kættere i Europa.
Korsfarerne fik ikke et personligt afladsbrev, men korstogsafladen blev bekendtgjort i den skrivelse (bulle), hvori paven proklamerede korstoget.
I begyndelsen var korstogsafladen forbeholdt dem, der personligt tog afsted og satte livet på spil for troen. Fra og med 1180'erne blev der også udstedt aflad for at give penge eller udrustning til korstogene. De, der gav penge, fik dog ikke fuld aflad sådan som dem, der selv tog afsted, men en delvis aflad i forhold til deres bidrag. I 1198 indførte Innocens III aflad for at sende en stedfortræder til korstoget. Hvis man selv var for gammel, eller af andre grunde ikke kunne kæmpe i korstoget, kunne man sende en stedfortræder - og det fik man vel at mærke fuld aflad for, hvis man betalte for 2 års tjeneste. Stedfortræderen selv fik også fuld aflad.
Afladen betragtes af de fleste korstogsforskere i dag som et af de vigtigste motiver for folk til at tage på korstog. Omvendt har korstogene også medvirket til at udbrede brugen af aflad. Ved korstogenes begyndelse sidst i 1000-tallet var aflad ikke noget særligt kendt fænomen, men det blev den sammen med korstogsbudskabet. I løbet af de næste århundreder blev den udbredt til en række forskellige formål, og den blev meget efterspurgt.
Aflad for bønner
Førnævnte pave Innocens III fik i 1216 en forskrækkelse. Efter en ceremoni i Rom, hvor man havde båret Veronikas svededug i procession, svingede den pludselig rundt og hang på hovedet. Dette tog paven som et meget dårligt varsel. Veronikas svededug er et ganske særligt relikvie, som på mirakuløs vis bærer aftryk af Kristi ansigt. For at formilde Gud, forfattede paven en smuk bøn til Veronikabilledet, og knyttede en aflad på 10 dage til fremsigelsen af den. Bønnen skulle blot fremsiges foran en gengivelse af Kristi ansigt, sådan som det ser ud på Veronikas svededug, men det behøvede ikke at være ved det originale relikvie i Rom.
Det førte til en udbredelse af gengivelser af Veronikaen i kirker og på træsnit. Nedenfor ses et eksempel fra Caen i Normandiet, men de findes også i Danmark.
I 1400-tallet begyndte der at gå alvorlig inflation i afladen, og fra denne tid tilskrev man pave Johannes XXII (1316-34) en aflad på 10.000 dage for denne bøn foran en Veronika:
"Hilset være vor Frelsers velsignede ansigt
I hvilket guddommelig pragts ydre form stråler
Du blev trykt på et snehvidt klæde
Og givet til Veronika som et kærlighedens tegn."
(osv.)
Der blev også knyttet aflad til andre bønner og til andre billeder, f.eks. Jesus som Smertensmanden og Jomfru Maria i strålekrans.
Afladens inflation
Oprindelig var aflad eftergivelse af en bestemt del af den bod, man var blevet pålagt for synder, som man allerede havde skriftet. Aflad på 10 eller 20 dage var det mest almindelige, og endnu sidst i 1100-tallet fik man kun 2 eller 3 års aflad for pilgrimsfærd til Rom.
Efterhånden begyndte man imidlertid at lægge mere vægt på afladen som eftergivelse af Skærsildsstraf. Eftersom man aldrig kunne være sikker på, hvor store straffene ville være her, blev der også et stigende behov for større aflad.
Samtidig begyndte man også at regne med, at man kunne akkumulere aflad på forskud for synder, som endnu ikke var begået.
I nogle kilder fra 1400-tallet angives afladen for den oven for citerede bøn for Veronikaen at være på 10.000 år fremfor dage. Andre kilder taler om aflader på 30.000 år. Disse aflader var falske og aldrig autoriserede af nogen pave, men de blev meget udbredte i bønnebøger og træsnit.
De ægte, autoriserede aflader blev imidlertid også større og hyppigere. Indtil år 1300 kunne man kun få fuld aflad i forbindelse med korstog, herefter blev det også muligt, hvis man rejste til Rom i et jubelår. Det første jubelår blev indstiftet i år 1300, og i begyndelsen indtraf de med 50 års mellemrum, så med 33 og dernæst hvert 25. år. Fra slutningen af 1300-tallet gav paverne også fuld aflad for andre formål med større hyppighed. Biskopperne, som normalt kun kunne give 40 dages aflad, fandt på at gå flere sammen og forene kræfterne. Der er mange eksempler på, at 7 biskopper tilsammen gav 7 gange 40 dages aflad.
Afladshandel og afladsbreve
Afladsbrevene opstod lige før år 1300 og blev udbredt fra midten af 1300-tallet.
Den egentlige afladshandel hører til senmiddelalderen, især tiden efter bogtrykkekunstens opfindelse omkring 1445. Hermed kunne man fortrykke tusindvis af afladsbreve, og blot udfylde med dato og navn på modtageren. Det kan man se på dette eksemplar fra det Kongelige Bibliotek.
Det er udstedt til "den berømmelige ridder Otto Nielsen til Bjørnholm", dvs. adelsmanden Otto Rosenkrantz. Datoen er 16. maj 1475, og det er udstedt af italieneren Marinus af Fregeno, der i disse år rejste rundt i Norden som paveligt udsendt afladskommissær for at samle ind til korstog mod tyrkerne.
Andre afladskampagner var foranlediget af behovet for at samle ind til bygningen af en bestemt kirke. F.eks. blev en stor kampagne sat igang i 1507 til fordel for bygningen af Peterskirken i Rom.
Formelt var afladsbrevene en forlængelse af de kendte afladsformer: korstogs-, bygge- eller jubelaflad. Omrejsende afladskommissærer uddelte således jubelaflad til folk, der ikke var i stand til at rejse til Rom til et jubelår. Til gengæld skulle man så give et beløb, der svarede til, hvad en rejse til Rom ville have kostet. Desuden skulle man besøge 7 kirker i nærheden - samt naturligvis bekende og angre sin synd.
Litteratur og videre læsning
Ane Bysted: The Crusade Indulgence. Spiritual Rewards and the Theology of the Crusades, c. 1095-1216, 2014
Ane Bysted: "Korstogsafladens opståen og teoretiske udvikling" i Den Jyske Historiker nr. 89, 2000, s. 30-47
John H. Lind, Carsten Selch Jensen, Kurt Villads Jensen og Ane Bysted: Danske korstog - krig og mission i Østersøen, 2004, s. 138-146
Nikolaus Paulus: Geschichte des Ablasses im Mittelalter, bd. 1-3 fra 1922-1923. (Er stadig hovedværket om afladens historie og er genoptrykt i 2000.)
Bernhard Poschmann: Der Ablass im Licht der Bussgeschichte, 1948
Herbert Vorgrimler: ”Busse und Krankensalbung”, Handbuch der Dogmengeschichte, 1978, vol. IV, f. 3.
Bernd Moeller: "Die letzen Ablasskampagnen. Der Widerspruch Luthers gegen den Ablass in seinem geschichtlichen Zusammenhang", Lebenslehren und Weltentwürfe im Übergang vom Mittelalter zur Neuzeit, 1989, s. 539-567
Robert W. Schaffern: ”Images, jurisdiction, and the treasury of merit”, Journal of Medieval History 1996, vol. 22, nr. 3, s. 237-247
Sixten Ringbom: "Bild och avlat" i Iconografisk post 1983, 3 s. 8-18 og 4 s. 1-16
Interview med den katolske biskop for Danmark, Czeslaw Kozon, om aflad i Kristeligt Dagblad.
Katolsk minileksikon under A; rul ned til "Aflad".
Catholic encyclopedia om "Indulgences".
Den gældende kanoniske ret for den Katolske Kirke om aflad.
| | |
|
Teksten på denne side er copyright Ane Bysted 2022 og må ikke gengives uden tilladelse.
|
|
